Min første SAVE-registrering som færdiguddannet gennemførte jeg som ansat på tegnestuen H. Thule Hansen i Aarhus. Jeg var med til at SAVE-registrere hele Silkeborg kommune og efterfølgende formidle resultaterne i Silkeborg Kommuneatlas, der udkom i 2000. Det var meget lærerigt at komme tilbage til Silkeborg, hvor jeg er vokset op, men nu som arkitekt og med et helt andet syn på kvaliteterne i byer og bygninger. Grunden til mit store fokus på formidling i forbindelse med SAVE-registreringer blev lagt her, tror jeg, for jeg oplevede med mig selv som eksempel, at der var ganske mange kvaliteter, som jeg aldrig havde lagt mærke til, før jeg blev arkitekt.
Derfor lægger jeg også altid stor vægt på at formidle resultaterne, når jeg gennemfører SAVE-registreringer, så det er så tydeligt som muligt, hvilke karaktertræk jeg har lagt vægt på i mine vurderinger. Det kan måske hjælpe ejerne til lidt bedre at forstå værdierne i deres hus, og i alle tilfælde er det en hjælp til en kommunes planlæggere og sagsbehandlere at få en idé om, hvad der ligger til grund for de enkelte karakterer, jeg har givet det konkrete hus.
Jeg underviser et par gange om året på SAVE-kurser, som Center for Bygningsbevaring afholder i Raadvad, hvor jeg fortæller om metoden generelt og supplerer med mine egne erfaringer med at anvende SAVE-metoden. Vi er også af og til ude af huset og holder skræddersyede kurser for tegnestuer og kommuner, f.eks. Horsens Kommune.
Det senest afholdte kursus foregik d. 31. oktober 2023, og selv om regnen silede ned, viste kursisterne stor interesse og masser af engagement i forbindelse med eftermiddagens workshop, der efter formiddagens oplæg foregik udendørs.
Foto: Anne Lindegaard, Center for Bygningsbevaring.