Jeg kan blive begejstret for nærmest alt mellem himmel og jord! Og det er de ting, jeg bliver begejstret for, jeg fortæller om – til foredrag eller på rundvisninger. Det handler mest om bygninger og steder, og mine foredrag er krydret med mange billeder, ofte mine egne fotografier.
Rundvisninger
De fleste af mine rundvisninger foregår i regi af en af mine faste kunder, Realdania By & Byg, som ejer mere end 60 historiske huse i hele Danmark. Husene er i brug som bolig eller erhverv, men medlemmer af Realdania By & Byg-klubben kan få adgang et par gange om året. Jeg viser rundt i omkring 20 af bygningerne, f.eks. Arne Jacobsens egne huse, herregården Hindsgavl, en række historicistiske råd-, ting- og arresthuse og mange flere. De fleste rundvisninger foregår på stedet med 30-40 deltagere pr. gang, men jeg forestår også on line-rundvisninger, der sendes live hjem til deltagernes skærme.
Foredrag
Jeg holder foredrag for alle og brænder mest for en fagligt baseret, men tilgængelig formidling for virksomheder, foreninger, biblioteker, aftenskoler og lignende.
Priserne varierer alt efter omstændighederne (varighed, afstand, faciliteter, deltagerantal, entré), men et foredrag, jeg har på lager, vil normalt som minimum koste omkring 5.000 kr. ekskl. moms og transportudgifter – skal det tilrettes specielt til formålet, aftaler vi prisen nærmere.
Jeg har senest holdt en række foredrag på baggrund af bogen Drømmen om eget hus – Statslånshuse 1933-1959, som jeg skrev sammen med arkitekturhistoriker Jannie Rosenberg Bendsen – enten sammen med hende eller alene. Bogen blev udgivet i 2021, og siden har jeg/vi holdt foredrag om emnet for Realdania By & Byg-klubben, tegnestuen Rønnow Leth & Gori, Selskabet for Arkitekturhistorie, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur (udvalget for Nyere Tids Arkitektur) og Folkeuniversitetet Aarhus i samarbejde med Bedre Bymiljø i Horsens og VIA.
Jeg viser rundt for Realdania By & Byg i mange huse – her er det Bindesbølls råd-, ting- og arresthus i Thisted, Knud Friis’ eget hus i Aarhus og boligbebyggelsen Bispebjerg Bakke i København. Fotos: Realdania By & Byg.
Jeg formidler også mundtligt, når jeg underviser på kurser. Det gør jeg især, når jeg af Center for Bygningsbevaring i Raadvad bliver inviteret til at undervise på deres kurser i SAVE-registrering. Se mere her.