I 2021 udkom bogen Drømmen om eget hus – statslånshuse 1933-1959 på forlaget Strandberg Publishing. Jeg har skrevet bogen sammen med arkitekturhistoriker, ph.d. Jannie Rosenberg Bendsen. Vi skrev den, fordi vi selv i vores arbejde manglede éntydig viden om de såkaldte statslånshuse – enfamiliehuse, som med billige lån fra staten blev opført i en periode fra 1933 til 1959 i en tid, hvor opførelsen af flere boliger skulle dæmpe bolignøden, og hvor ’den jævne mand’ for første gang i danmarkshistorien fik mulighed for at få eget hus med have. Men den viden fandtes ikke samlet – ét sted kunne man læse et, et andet sted noget andet, og de mange dokumenter om lånene, der i dag findes i Rigsarkivet, var tilsyneladende aldrig blevet gennemgået. Så vi skrev den bog, vi selv gerne ville have haft. Bogen er fagfællebedømt og fik meget medieomtale – udover gode anmeldelser i såvel fag- som dagblade blev den omtalt i en lang række artikler og interviews i alt fra Information til Ekstra Bladet.
Bogen kan købes i boghandelen eller direkte hos forlaget eller i Arkitektforeningens webshop.
Vi skrev efter udgivelsen artiklen ”Restaureringsarkitekt og arkitekturhistoriker: Statslånshusene viser, hvor spændende og gedigne huse man kan få trods begrænsninger” i det digitale netmedie Byrummonitor om emnet, og vi har også holdt en række foredrag om det.
Bogens forside er skabt af bogens grafiker Søren Damstedt. Foto af forsiden: Strandberg Publishing.