Arkitekt

hustage Venedig

Jeg løser primært opgaver med registrering og vurdering af frednings- og bevaringsværdier og forslag til genanvendelse; det kan være SAVE-registreringer for en kommune, vurdering af genanvendelsesmuligheder for en bygherre eller som underleverandør for andre arkitektrådgivere, der ikke selv har viden om eller erfaring med bevaring og værdisætning.

Med en uddannelse som restaureringsarkitekt og 20 års erfaring i arkitektfaget har jeg en solid baggrund for at gennemføre en registrering på et højt, fagligt niveau. Jeg har tidligere været ansat på en byplantegnestue, hvor vi lavede SAVE-registreringer og kommuneatlas. Jeg har også været ansat i fredningsmyndighederne, hvor jeg bl.a. arbejdede med beskrivelser af fredningsværdier til fredningsindstillinger. 

Se mit CV.

Som en særlig ydelse tilbyder jeg forskellige kommunikationsopgaver før, under og efter en registrering. På den måde kan jeg tilbyde en samlet pakke af registrering, myndighedskorrespondance, pressekontakt og borgeroplysning. Det gør chancen for opbakning til et projekt større, fordi formålet med og resultatet af registreringen bliver tydeligt for de mennesker, arbejdet berører – husejerne og borgerne.

En kommune skal i en SAVE-sag f.eks. informere ejerne af de berørte bygninger om, at der dukker en arkitekt op på deres adresse, og der skal laves foldere til uddeling dér, hvor der ikke er nogen hjemme. Det er måske en god idé at skrive en artikel til lokalavisen om, hvad der foregår. Og måske vil det give god mening for en kommune, at arkitekten skriver en generel tekst om stedet, dets bevaringsværdier og anbefalinger – den kan de bruge i et evt. senere lokalplanarbejde. Ikke mindst er det god service over for borgerne, hvis arkitekten er en god formidler, der kan give forståelig information på stedet, når en husejer spørger om meningen med projektet eller vil have eksempler på, hvorfor et hus er bevaringsværdigt.

Comments are closed.